Det er endnu en søndag morgen i kirken på hjørnet. For tiende gang på to år lytter jeg til et budskab om den troendes identitet og autoritet. Jeg ser mig omkring og ser at folk som sædvanligt nyder budskabet. Bagefter taler jeg med nogle stykker som siger "sikke et godt budskab vi fik her til morgen".

Næste søndag har de fleste glemt det. Jeg spørger nogle stykker, "Husker I prædiken fra sidste uge?"

Ud af fire jeg spørger, er tre helt blanke. Den fjerde giver en halv sammenhængende respons. Hvordan skal nogen kunne huske sidste uge? Vore liv fyldes med information. Jeg føler mig som St. Francis i "Brother Sun, Sister Moon," der hvor han lytter uforstående til Bernardo. 

"Ord, Bernardo. Der var en tid da jeg troede på ord."

Ingen af disse vandrer i mere autoritet end i sidste uge, og i mange tilfælde ikke i mere sejr. Ingens liv er forandret. Nogle af dem som har hørt budskabet fortsætter med at kæmpe drevet af en følelse af kald. Andre opgav kampen for længe siden. Nogle fandt deres plads i tjenesten inden for murene, det være sig opstilling af stole, undervisning af søndagsskolen, eller lederskab af mindre grupper. Men de fleste kunne ikke finde deres plads, selvom de udmærket kender deres egne evner og gaver. Kun få af dem har nogen ide om hvad det vil sige at vandre i Kristi autoritet.

Hvad er problemet? Er problemet prædikanten? Er det budskabet? Er problemet menigheden, eller er det Gud? Hvordan lader det sig gøre, at man kan høre samme budskab igen og igen uden at forvandles? Hvordan kan det lade sig gøre, at Guds folk kan sidde passivt søndag efter søndag, uden nogensinde at blive klar over hvad tjeneste og gudsriget virkelig drejer sig om? Fordi, at ”kende” i bibelsk betydning har at gøre med liv og erfaring, ikke bare med information i vore hoveder.

Problemet

I et studium fra 1994 med titlen "Hindringer for tro i Skotland”, siger præst John Campbell, "mange indikerer at en af de største barriere for tro på Gud er kirken selv."  Hvis problemet er systemet, så vil selv vores bedste løsning være en del af problemet. Det efterlader selv de mest dedikerede, visionære, hengivende og fornyede kristne fanget i et system som udsuger al deres kraft og energi. Så vejen frem er ikke skjult i små forandringer og tilpasninger af kirken som vi kender den, men i en meget mere radikal genopdagelse af selve kirkes natur. [Wolfgang Simson, Houses that change the world]

Hvad er problemet? Dette er et vigtig spørgsmål, fordi indtil vi kender kilden til problemet, vil vi ikke kunne finde en løsning. Og løsningen er vigtig. Uden en løsning, vil Jesu kirke fortsætte med at sove, som en mægtig kæmpe, imens verdenen fortsætter uberørt. Hvad hindrer os i at leve den fantastiske sandhed ud, om at vi er i Kristus? Dette spørgsmål har forfulgt mig en del igennem de sidste tyve år, også selv om jeg ikke altid var bevidst om det.

Er det folkene i kirken der er dovne? Er det fordi vi slet ikke ønsker at leve budskabet ud?

Mange kristne ledere tror at dette er tilfældet. De er overbevidst om at åndelig modenhed ikke kommer til ret mange i legemet. De er overbevidst om, at der er blokeringer for den åndelige vækst i mange troende og at det er usandsynligt at folk forandrer sig. Nogle ledere frygter forandring fordi det truer selve systemet som støtter dem. Dette afholder mange fra at overveje andre alternativer.

Min erfaring er, at nogle troende virkelig ikke har noget imod at blive på status quo. De har ikke noget imod at sidde passiv søndag efter søndag, og bare blive fortalt hvad de skal gøre. Stå op! Sid! Lyt! Hils på din nabo! Hav en overfladisk samtale! Og for det meste… vær passiv!

Men jeg vil gerne sige at de fleste troende er utilfredse med status quo. De tror på, at der hører mere til det at være et præsteskab af troende end det de erfarer. De har en mistanke om at ”pænheden” i søndagsgudstjenesten må dække over noget. De undrer sig over hvorfor de fattige er ikke iblandt dem. De undrer sig hvorfor svingdøren er så aktiv. De undrer sig over at deres relationer forbliver overfladiske. De undrer sig over hvorfor vi ikke har større indvirkning på verdenen omkring os. Og disse folk spørger, "Hvad er der galt med kirkesystemet?"

Hvad er problemet?

Er budskabet forkert?

Er hver enkelt troende virkelig kaldet og udrustet af Kristus? Er det meningen, at vi alle skal tage budskabet om riget ud i al verden Er vi alle kaldede til at proklamere de gode nyheder? Har Herren givet hver enkelt af os myndighed til at kaste dæmoner ud, helbrede syge og sætte de fangne fri (Lukas 9)? En grundig gennemgang af evangelierne fjerner al tvivl. Vi er virkelig kaldede og udrustede til at være tjenere af den nye pagt. Vi er alle Kristi præster (Hebræerne) og sat med Ham i den himmelske verden (Ef.1) og Han har givet os sin egen autoritet.

Hvis problemet ikke er hos tilhørende, og hvis budskabet sandt...da må problemet ligge enten hos Gud eller hos budbringeren ikke sandt?

Eller er der endnu et alternativ? Er problemet selve kirkesystemet som vi kender det? Den institution som har eksisteret siden kejser Konstantin.

For nylig læste jeg Gilbert Bilezikians "Community 101". I sin bog skriver han, at

"Flere og flere kristne er begyndt vågne op og indser det faktum at ... kirken er blevet ineffektiv i opfyldelsen dens mission, fordi den har mistet forståelsen af dens egen identitet som fællesskab. De forstår at ikke enhver organisation som kalder sig kirke repræsenterer kirken som Kristus havde tænkt."

Han fortsætter med at fortælle, at han bad halvtreds teologistuderende skrive en sætning som skulle definere kirken. Han fortæller,

"... svarene varierede fra "folk som er frelst" og "et sted man holder gudstjenester" til "en anledning for at tage en søndagsforklædning på" og "et helliggjort sladdercenter".  Ikke én beskrev kirken i termer som fællesskab eller enhed. Det gik op for mig, at disse folk havde været i kirken uden nogensinde at få en forståelse hvad det drejer sig om. Kirken var for dem en udefineret vane. De var uddannede til at lave kirke eller lege kirke i stedet for at være kirke. Er det noget under at de, ligesom deres forældre før dem, opretholder disse pseudo-kirker, mens de hele tiden tror at de gør Guds arbejde? Er det noget under, at verdenen afskriver kirken som irrelevant, gør grin med den og anser den som en farce i stedet for en force?" [Zondervan, 1997, s.48-49]

Læg venligst mærke til en vigtig forskel. Problemet er ikke "kirken" som sådan. Gudsriget er lige som en surdej. Det er en usynlig realitet som af og til bliver synlig. Det er i hjerterne på folk som er født på ny og som er bundet sammen af Helligåndens bånd. Den sande tempel består af levende sten.

Men kirke–systemet er en menneskelig organisation som lavet af mennesker.

Alle er kaldet til tjeneste

I juni 1958 var Gordon Cosby fra ”The Church of the Savior” inviteret til at tale til et ledermøde holdt i Geneve i Schweiz. Emnet var "Verdensevangelisation," og det følgende er et uddrag fra hans tale:

"En type tjeneste er ikke mere værdifuld end en anden. Det er nemt at fremhæve betydningen af en type tjeneste og efterlade mange med en følelse af at de er andenrangs lemmer på legemet, og kun til for præsteskabets skyld. Dette kan jeg ikke acceptere.”

"En psykologisk årsag til dette kan være ”tjenerens” manglende evne til af være blandt en gruppe af lige så vigtige tjenere. Han kan have behov for at være midtpunktet organisationen. Han kan finde det vanskeligt at blive mindre mens andre vokser.”

"Det allervigtigste er vores egen holdning…. Tror vi på at folkene i vore forsamlinger er lige så betydningsfulde for livet i legemet som vi selv? Siger vi med vores mund af vi tror på konceptet om at alle troende skal tjene, imens realiteten er, at vi føler os truet når disse tjenester begynder at udfolde sig? Disse er ikke bare akademiske spørgsmål; det er virkelig fare på færde, når mængden af aktiviteter som vi alene udmærkede os ved bliver mindre og mindre. Hvis ikke vi ser lægfolkets tjeneste som værende af lige så stor betydning som vor egen, vil vi altid fristes til at bruge dem som opvartere af vor personlige udvikling."

At forlade

Jeg forlod den institutionelle kirke (IK) i efteråret 2000, sammen med min kone og familie. Jeg gik fordi jeg var overbevidst om at den menneskelige organisation ikke opfyldte Guds fulde formål og faktisk ikke var i stand til det, på trods af at Gud trofast er nær hos de folk som samles søndag morgen. Ja...og så gik vi fordi Herren ledte os ud.

Jeg mener at IK lever i et modsætningsforhold. Den siger en ting med sin lære, men en anden med sin struktur. Formålet er budskabet. Som et resultat af dette udrustes de troende til tjeneste, men får aldrig mulighed for at tjene. Lederne ender med at kontrollere lægfolket i stedet for at give dem frihed.

Da jeg forlod IK var jeg ikke alene. I de foregående seks måneder havde et antal andre familier foretaget den samme rejse. Men ”hvor” var vi på vej hen?

I efteråret 2000 I overværede jeg en lokal gudstjeneste hvor prædikanten delte noget fra opstarten af et bestemt kirkefællesskab. Han citerede en prædiken af David Ruis, som han gav der lige efter kirkens grundlæggelse. Titlen var, "At gå, uden at vide" baseret på Abrahams liv.

Hvis ikke du har læst i Hebræerbrevet for nylig, vil jeg anbefale dig at gøre det. Det er vanskelig at forstå hvad et liv i tro er, når vi lever i vores sikkerheds fokuserede kultur. Elizabeth O' Connor en af grundlæggerne af ” Church of the Savior” i Washington, DC, skrev engang "Vor sikkerheds fokuserede kultur må være villig til at give plads for det som måske vil fejle".

Men hele strukturen af søndags gudstjenesten sikrer at der ikke er nogen der "fejler", ”ingen smuttere", og at alt kører gnidningsløs. Vi tager ingen chancer når vi mødes. Vi ved hvor vi går hen og hvor vi vil ankomme, og vi håber at vi vil alle er sammen når vi ankommer.

Risiko...tro...at gå ud i det ukendte. Hvem af os tager imod sådan en rejse med kyshånd? Vi foretrækker de vante gamle stier. Og desuden så er vi jo frelst og ikke fortabt, ikke? Nu har vi jo alle de rigtige svar, ikke?

De har lullet dig ind i sædvane
De har lakket dig til med deres prædikener,
De har gennemblødt dig i vedtægter fra inderst til yderst;
De har udstillet dig
Du er beviset på deres undervisning
Men kan du ikke høre de store vidder? De kalder dig.
[R. Service, The Call of the Wild]

Flyttede udenfor murene

Ok, måske har vi ikke alle svarene. Hvad hvis nogen træder udenfor de vante gamle stier? Hvad hvis vi holder op med at tro at søndags samlingen er altafgørende for det kristne liv?

Pludselig blev en masse svar, som var blevet taget for givet, knap så indlysende. Rejsen på jagt efter Kristus udenfor strukturerne er ikke nem. Jeg har opdaget at rejsen er langt mere følelsesmæssig og udfordrende for mit liv end jeg troede den ville være.

Først måtte jeg gøre op med skyld og manglende selvtillid da jeg forlod kirken. Er jeg bare oprørsk? Har jeg bare svært ved at passe ind? Er der virkelig et alvorlig problem med strukturen eller er jeg ved at blive paranoid?" Der var masser af stemmer som ville svare bekræftende på disse spørgsmål

Den indre dialog blev hedere og hedere. Hvem er jeg at jeg skulle kunne gøre det bedre? Er jeg ikke bare stolt og skaber splittelse ved at tro at nogle få kan finde svaret, imens de mange ikke gør det, men er tabt i systemet?

Jeg kunne sagtens se at jeg ikke var blevet perfekt, og at jeg ikke havde alle svarene. Faktisk, hvis jeg havde noget, var det færre svar end nogensinde. Men jeg havde det svært med skråsikkerheden hos dem omkring mig; "Det står da rigtigt godt til her" – fik mig til at tænke på Jeremias 6:14, "De vil helbrede mit lemlæstede folk, de siger letsindigt: »Fred, fred!«, skønt der ikke er fred.”

Med tiden så jeg mine egne motiver mere tydeligt. Jeg så mit eget behov for anerkendelse og for autoritet. Dette var ikke en smukt syn.

Da min familie og jeg opsagde vort medlemskab og trådte udenfor IK, begyndte vi bearbejde andre områder omkring identitet. Mere end én ældste spurgte os, "Hvem skal være jeres beskyttelse(cover)?"

Vi vendte os til det nye testamente, og ordet beskyttelse forekommer aldrig i den sammenhæng. Vi begyndte at undrer os hvad disse mænd mente med det spørgsmål, som vi altid havde antaget for godt og sandt.

Etter at have tænkt en del på dette, og efter nogle dialoger forstod jeg at deres spørgsmål havde at gøre med autoritet, og var baseret på antagelsen om, at hvis vi opsagde vort medlemskab og ganske enkelt tilfældigt mødtes med troende, så ville vi ikke længere være under autoritet." Vi ville derfor holde ”illegale møder” og være ubeskyttede, og måske endda i oprør imod Gud, og være sårbare for angreb fra fjenden.

Det var den positive side af det. På den negative side følte de at deres myndighed blev udfordret. Og det blev den. Nogle frygtede tab af økonomisk støtte, specielt hvis bevægelsen udenfor murene blev mere udbredt. Det kræver en hel del penge at holde gang i en stor kirkes struktur og bygninger.

På dette tidspunkt faldt jeg over en bog af Frank Viola med titlen, "Hvem er din beskyttelse?" I indledningen siger Frank:

"Når Bibelen er tavs i forhold til ideen ”beskyttelse", hvad mener folk så når de spørger ”hvem er din beskyttelse?” De fleste vil omdefinere spørgsmålet (under pres) til: "hvilken person står du til regnskab for?" Men dette rejser endnu et spørgsmål: Bibelen taler aldrig at vi skal stå til regnskab for mennesker. Den forbeholder det kun til Gud (Matt. 12:36; 18:23; Luk. 16:2; Rom. 3:19; 14:12; 1 Kor. 4:5; Heb. 4:13; 13:17; 1 Pet. 4:5). Mærkeligt nok fører det sunde bibelske svar til dette spørgsmål ("jeg er ansvarlig overfor den samme person som du er – nemlig Gud") ofte til misforståelser og falske anklager.”

”Selv om klangen af ordet ”at stå til regnskab” er lidt anderledes end ”beskyttelse” er humlen den samme. Og det harmonerer ikke med det skriften. (Lige en bemærkning: der er en sund form af ”at stå til regnskab” i kirken, som vi vil se på senere. Men doktrinen om menneskelig ”beskyttelse” og ”at stå til regnskab” findes ikke i bibelen.)”

”Hvad mener de fleste når de stiller ”beskyttelses” spørgsmålet? Jeg tror at hvad de faktisk spørger om er, "hvem kontrollerer dig?" Den almindelige (vrang) lære om "beskyttelse" kan faktisk koges ned til ”hvem kontrollerer hvem”! Faktisk bygger den moderne institutionelle kirke på denne idé om kontrol.”

”Hvis vi kritisk undersøger "beskyttelses" doktrinen, opdager vi at den er rodfæstet i over/under lederskabsmodellen hvor dem i højere kirkelige positioner har magt over de som er under dem. Og det er igennem denne oppe/nede styring at den troende er beskyttet imod vranglærer!”

”Konceptet lyder nogenlunde som dette: alle må stå til regnskab for en der er i højere kirkelig position. I den moderne evangeliske kirke betyder dette at "lægfolket" skal stå til regnskab for præsten. Og præsten skal så stå til regnskab for en som har højere myndighed end ham selv.”

Frank fortsætter med at sige at denne form for lederskab fører til endnu flere spørgsmål, som hvem dækker kirken, og hvem dækker kirkesamfundets hovedkvarter?

”Svarene tigger på spørgsmålet; hvorfor kan Gud ikke være ”beskyttelse” for lægfolket, ligesom han er for kirkesamfundets ledere? Det virkelige problem med "beskyttelses" begrebet er at det ikke passer med ånden i NT: Bag den fromme retorik om "at stå til regnskab" og "at have beskyttelse" ligger et autoritært system som ikke har bibelsk belæg og som køres ved hjælp af kontrol.” [For mere om dette se http://www.home-church.org/present/index.html]

Efter at være blevet klar over den indviklede struktur og de religiøse forventninger som er i IK kulturen, så begyndte vi pludselig at opdage en ny frihed og autoritet. Vi begyndte igen at se på vor identitet i Kristus. I hvilken persons autoritet forventes det at jeg prædiker Jesus til min nabo? I autoriteten fra kirken længere nede af gaden, eller fra Jesus selv som har givet os autoriteten? I hvilken autoritet stiller jeg spørgsmål ved disse ting? Hvad betyder det at være præst og være direkte tilkoblet ”hovedet”? Hvordan passer jeg ind i legemet? Hvem og hvor er min "kirke?" Denne sjæleransagning og granskning af skrifterne kan være meget udmattende!

En nyt perspektiv

”I dag, 1700 år senere er vi blevet så vant til forsamlings-type-kirken, at mange finder det svært at forestille sig noget anden form for "virkelig kirke liv" eller "gudstjenester". Historiske begivenheder har skabt et stærkt og uniformt system, som har formet folks erfaringer og tanker igennem århundreder, og skabt et forvrænget billede af kirken som ikke stemmer overens med dens original.

Denne proces kanoniserede og institutionaliserede kirken og bragte en ødelæggende middelmådighed, en på-midten-af-vejen løsning som helst skulle passe ind med den religiøse og politiske korrekthed. Forsamlings-type-kirken blev en "struktureret løgn," fordi den maler det rigtige budskab i de forkerte farver, støber det rigtige materiale i de forkerte forme, fylder livets vand i forurenede flasker, tager de genløste syndere og former dem til en harmløs race af hyggelige kirkegængere og programdeltagere. Den lover himmelske løfter, men leverer dem ikke på jorden. Den glemte at fokusere på den åndelige familie som byggeblokke i kristendommen, og fokuserede i stedet på religiøse templer, mere eller mindre udsmykkede, og med fasttømrede gudstjenestemønstre i denne lille ”udgave” af himmel på jorden.” [Wolfgang Simson, Houses that Change World]

Forestil dig at du kører ned af en vej i din bil. Du har kørt på denne vej med nogle venner, som har kørt der i deres egne biler. Du har kørt på den samme vej i 20 år.

Pludselig foreslår nogen at I standser bilen og ser jer omkring. Hmm. God ide! Du gør det, og sammen kører I ud til siden af vejen. For første gang i tyve år stiger du ud af bilen. I går et stykke væk fra køretøjerne og står og betragter dem fra afstand.

Det har I aldrig prøvet før.

Du overraskes over synet af størrelsen og formen og farven af køretøjerne. Du bliver slået af hvor beskidte de er.

Du forbavses over, at det du troede var et gennemsnits køretøj, er gammelt og rustent og malingen er ved at skalle af. Du undrer dig over hvordan de nedslidte dæk nogensinde har kunnet holde dig på vejen.

Du er rystet over den beskidte røg der kommer ud af udstødningen og som danner en stor sort sky bag bilen.

Du overraskes også over dine venner som står i nærheden. Hmm.. de ser præcist ud som dig selv! De har det samme tøj på, taler på samme måde, og kører den samme type bil.

Men hovedsagen er at dette er første gang du ser køretøjet fra ydersiden. Du begynder at forstå noget. Du undrer dig over hvorfor den har fire dæk, og hvorfor de er så små. Du overvejer om du ikke skulle have tonede ruder i næste gang. Du undrer dig over hvorfor du ikke er i en bus, så du kunne være tættere på dine venner.

At træde udenfor IK giver en et perspektiv som man ikke kan have imens man er indenfor. En hel verden af antagelser ses for første gang. Disse forudfattede meninger om kirkens natur, tjeneste, og fællesskab er vidt udbredte og bliver sjældent udfordret. Nogle af dem viser sig være sande og uforanderlige; men de fleste af dem er midlertidige, kulturelle og har godt af at blive udfordret. Nogle af dem passer ikke særligt godt med NT’s forståelse af kirken. Firkantede hjul er ikke en god ide!

Det er noget af en mundfuld! Hvis dette ikke bringer en eller anden erkendelse til dit hjerte, så tak Gud for det. Og at gøre det burde bringe tårer i dine øjne og en følelse af skam. Dette, mine venner, er Jesus legemes tilstand. Hvad vil vi gøre ved det? Vil du rejse dig som en stærk åndelig kriger og beslutte dig ikke at ville spille kirkespillet længere? Vil du står op og gøre en forskel?

IK versus ”Tros-Familierne”

Den institutionelle kirke fostrer afhængighed, passivitet og svaghed blandt dets medlemmer. Jesus ønsker at opdrage os til modenhed, til at være samarbejdspartner med ham i forandringen af verdenen. Er du klar til at være med?

Jeg tror at de fleste ledere er uvidende om den sande tilstand af deres forsamlinger, ligesom de er uvidende om den sande tilstand af ”bilen” de er kører. Hvordan kan de se dens tilstand når de aldrig har set den udefra? Isolerede i vor kristne subkultur har vi kun lidt begreb om kirkens sande natur. De eneste hints kommer fra udenforstående som behandler kristendom som irrelevant eller som en farce.

De fleste ledere tror virkelig at de gør det rigtige ved at lede, lære, og prædike. Og de gør virkelig en god ting. Den fleste kirkeledere giver sig selv helt for Gud, og de har sande tjener hjerter. Men gør de det rigtige på det rigtige sted og på det rigtige tidspunkt?

For længe siden studerede jeg rådgivning. En af mine professorer advarede os imod det afhængigheds forhold der kan komme imellem klienten og rådgiveren. Det kommer meget nemt. Rådgiveren kan komme til at behøve klienten lige så meget som klienten behøver rådgiveren. Og det er meget nemt for den mindre vidende og ofte meget trængende klient at placere rådgiveren på en meget høj piedestal og tænke; ”Jeg bliver aldrig så fri som min rådgiver”, ”Jeg kan aldrig gøre det han/hun gør”.

Og medmindre rådgiveren hjælper klienten med at komme videre og ud af disse løgne, vil rådgiveren aldrig blive en god rådgiver.

I "Community 101" beskriver Bilezekian to NT praksisser, to tænkemåder om lederskab i fællesskabet. Han kalder den ene model "normal" og den anden "støttende". Den "støttende” model er for kirker som er meget unge eller hvor der har været store problemer. Disse familierne er fyldt med umodne børn, som endnu ikke er klar til at tage ansvar for sig selv.

Den "normale" model er for almindelige kirker, hvor folk vokser i troen og opdager de gaver Gud har lagt i dem. I denne model vil den troende til stadighed bevæge sig ind i større uafhængighed samtidig med at de modnes og selv bliver ledere og præster og lærere.

Problemet er, at det er den ”støttende” model vi ser i mange kirker. Lederskabet forandrer sig sjældent, eller kun efter en eksplosion eller implosion. Strukturen er hierarkisk. Masserne er passive. Ledere placeres på piedestaler som værende nogle der kan opnå ting som den almindelige troende aldrig kan opnå. Grundlæggende er dette en professionel tjeneste model, og det præsteskab der er i disse kirker er det samme som der var på Luthers tid. Uanset hvor megen reciteren der høres om at "alle er Herrens tjenere", høres budskabet ikke. Handlingerne og strukturen taler højere end det budskab der prædikes.

Mange kirker tilføjer hjemmegrupper i et forsøg på at udvikle fællesskab og for få lægfolket til at tage ansvar for tjenesten. Disse forsøg udretter sædvanligvis nogle gode ting; men de bryder ikke mønsteret. Institutionens struktur løber af med sejren; det er stadig de få som tjener de mange. Fagmændene klarer det for os ikke-fagmænd.

Det er ikke svært at forstå at Paulus i 1. Kor. 14, indskrænker brugen af de mere vigtige gaver med advarselen om at de mindre vigtige gaver er nødvendige: "de lemmer på legemet, som synes at være de svageste, netop de er nødvendige " (1. Kor.12:22-25). Graham Cooke siger om dette:

"Hvis folk føler sig ubetydelige forbliver de ineffektive. De bliver som græshopper i deres egen tankeverden og bliver måske aldrig i stand til at modtage alt det Jesus døde for at give dem. Gode ledere tager hvad der er småt og gør det i stand til vokse. De starter der hvor folk er og tager dem gennem forskellige niveauer igennem opmuntring, påskønnelse og udvikling til de er på et sted, hvor de har personlig effektivitet og personlig betydning”. [A Divine Confrontation]

Sidste efterår rejste min kone til en konference for at hjælpe med i bønnetjenesten. Hun er blevet brugt meget effektivt af Herren i kvindegrupper. Hun blev bedt om at have to seminarer om åndelig og følelsesmæssig helbredelse. Der skete nogle rigtigt gode ting, men højdepunktet var i slutningen af hendes andet seminar.

Da hun afsluttede og kvinderne i gruppen delte deres oplevelser, kom en ung dame og satte sig ved siden af hende. Hun var blevet mentalt udfordret.

Hun sagde, "Jeg kom fordi min åndelige mor kom. Og jeg elsker virkelig Herren. Og jeg ved at han er ved at helbrede mig fordi jeg går bedre i dag, og min gigt gør ikke så ondt. Og jeg elsker virkelig Jesus og alt som han gjort for mig”.

Da hun delte dette kom Ånden pludselig med kraft, og min kone fandt sig selv som grædende og fuld af glæde over Guds godhed. Gud behøvede ikke hende til at gøre en masse. Min kone sagde og gjorde ikke mere, og de enkelte ord fra denne kvinde tro sagde det hele.

I vores kultur sætter vi magt og optræden meget højt. Vi imponeres af dem som bruger store ord, eller som klæder sig i dyrt tøj, eller som udgiver bøger. Vi værdsætter succes. Vi lytter hellere til præsten fra den store kirke end den lille.

Desværre er dette ikke i overensstemmelse med NT’s ånd: "Den som vil være stor iblandt jer skal være alles tjener" og "Denne verdens visdom er dårskab for Gud."

Hvorfor værdsætter vi nogle gaver højere end andre? Hvorfor undlader vi at skabe et sted hvor alle disse gaver kan fungere sammen, og hvorfor giver vi indtryk af på vore møder, at det faktisk kun er et par gaver (og mennesker) der virkelig er betydningsfulde? Jean Vanier kommenterer dette:

"Vi bliver nødt til at skabe strukturer som opmuntrer alle til at deltage, og specielt dem som er tilbageholdende. De som ofte har mest ”lys” at sprede, er ofte dem som ikke har mod til at vise det; de er bange for at komme til at virke dumme. De anerkender ikke deres egen gave... måske fordi andre ikke anerkender den". [Community and Growth]

Tilbage til fremtiden

”Om man skal være eller ikke skal være et fællesskab er ikke en option for kirken. Af natur er kirken et fællesskab og oplever fællesskab. Spørgsmålet for Guds folk er: hvilken type fællesskab ønsker vi at være?

Det nye testamente inviterer os til at formulere en teologi og en fællesskabs praksis baseret på Kristi legemes natur.” [John Driver, Community and Commitment, Herold Press]

Af og til må vi gå baglæns før vi kan gå frem. Af og til må tilsyneladende gode ting dø for at nye ting kan blive født frem. Af og til må vi leve med usikkerhed og kaos før at det nye kan tage form.

Vi behøver desperat at udvikle en simpel og bibelsk hebræisk (frem for græsk) kristendom. Vi bliver nødt til at kalde en ”fortabt” kirke tilbage til NT’s værdier og principper. Vi bliver nødt til at huske de fattige. Og vi behøver desperat at genopdage fællesskabet.

Min rejse og mine venners rejse er ikke slut endnu. Vi har ikke nået målet endnu. Vi har heller ikke en helt masse resultater at fremvise. Vi har først lige fundet ud af at bilen er rusten, hjulene kvadratiske, og karosseriet bøjet. Vi føler os som nybegyndere på rejsen, hvor vi for ikke så længe siden troede, at vi var kommet ret langt.

Den vanskeligste udfordring på denne nye rejse har været opdagelsen af, at det var relativt nemt at gå ud af kirken. Det er langt mere vanskelig få kirken ud af os (kirke i betydningen religion, kulturelle regler og selvcentrerede metoder). På den måde har Henri Nouwen ret når han siger,

"Den som går mystikerens vej er kaldet til at afdække illusionen af det menneskeskabte samfund. Ingen mystiker kan undgå at blive en social kritiker, når han opdager at der i ham selv, er rødderne til et sygt samfund." [The Way of the Heart]

Det glædelige er at vi har en fornemmelse af at der er håb; håb for os og endda for en ”fortabt” kirke. Og i processen med at forlade kirken, har vi ikke bare fundet kirken, men fundet os selv. Richard Rohr skriver,

"Mange opgiver deres egne personlige grænser endnu før de har udviklet dem, for at søge deres identitet i en gruppe, i erfaring, ejendom eller en anden person. "Hun vil gøre mig glad," eller "De vil fjerne min ensomhed." Gruppen bliver erstatningen for det hårde arbejdet som det er at vokse op. Det er meget lettere at tilhøre en gruppe end det er at vide at du tilhører Gud." [Everything Belongs” - Crossroad Books]

Vi er fast besluttede på ikke at lege kirkespil længere. Vi er ved at lære at tage os af hinanden og tage initiativer. Det tager lang tid at få passiviteten ud af vore systemer.

Ind i mellem savner jeg det systemet gav mig: en følelse af at høre til, og en følelse af magt. Jeg er nødt til at finde en ny identitet. Længslen efter anerkendelse dør en svær død. Det er meget vanskeligere ganske enkelt at tjene de folk Herren fører til os dag for dag. Belønningerne kommer langsommere, omkostningerne er højere; men hvis dette er det kors vi skal bære, så er det uden betydning!

Jeg kan huske at jeg for nogle år siden hørte en sige at "gæstfrihed er ikke del af evangeliet - det ER evangeliet." Vi er ved at lære den dybe sandhed af disse ord. Jesus har inviteret os ind i sin familie. "Kirke" er noget dynamisk og mystisk som forekommer i os og imellem os. "der hvor to eller tre er forsamlede" og ikke bare inden for åbningstiderne søndag morgen.

Vi kan ikke længere regne med at blive madet med en 40 minutters prædiken hver søndag. Vi kan ikke længere regne med en fantastisk lovsangs og tilbedelses oplevelse hver uge. Indtil for nylig kunne vi ikke engang regne med at have en regulær samling. Vi er ved at lære, at bygge vore liv på vor egen overgivelse til Herren, og hvor meget vi har brug for legemet.. Vi er ved at lære selv at tage initiativet når vi behøver bøn eller opmuntring , og vi lærer at være pro-aktive i at tilbyde hjælp til andre.

Min Herre kom ned fra himmelen for at tjene. Han trådte længere ned end jeg nogensinde vil nå. Jeg vil lære Ham bedre at kende.

Hvis du er på en rejse ”nedover” må Herren da være nær ved dig. Find nogle venner på den samme rejse; vi behøver ikke at gå denne vej alene.

Vær gæstfri. Husk de fattige. Gud være med dig.

Len Hjalmarson administrere http://www.nextreformation.com og er sammen med nogle andre involveret i et gadearbejde i Kelowna, BC. Han er gift med Betty som er sygeplejeske og som er involveret i et arbejde med kvinder og genoprettelse. De har to døtre, en kat og en hel del kaniner. Len har en MDiv fra MB Biblical Seminary i Fresno, CA.