 |
|||
|
|
|||
Du må gerne kalde mig en kirkeløst kristen, hvis du dermed mener at jeg er blevet løst fra det kirkesamfund, som jeg er gået ud af, men faktisk er jeg hverken en kirkeløst eller kirkeløs kristen. Jeg tilhører jo kirken, den kirke som er Kristi legeme, så hvordan kan jeg være kirkeløs?
Nogle har gjort sig til talsmænd for kirken og har tegnet en cirkel, hvor der ikke er plads til mig indeni og bestemt at det indenfor er kirken og at jeg er kirkeløs fordi jeg er sat udenfor. Nu tegner jeg en cirkel både uden om deres cirkel og om os de kalder kirkeløse og den nye større cirkel kalder jeg for kirken. Så er der ingen kirkeløse længere, og vi tilhører samme kirke!
Betegnelsen "kirkeløse kristne" eller "kirkeløse troende" for de mennesker, der har valgt at stå udenfor de traditionelle kirkesamfund er både stærkt negativt ladet og i mange tilfælde også direkte misvisende. Negativt ladet fordi den giver udtryk for, at disse kristne mangler en kirke, på samme måde som at hjemløse mangler et hjem. Misvisende, fordi disse mennesker meget vel allerede tilhører en kirke, nemlig kirken, den ene kirke som Jesus har grundlagt og som han er herre over!
En del af de mennesker der er gået ud af en menighed/kirkesamfund vil i en lang periode være splittet overfor hvordan de har det med at få sådanne prædikater sat på sig. Dels føler de en frihed i at være gået ud af noget der stadigvæk forbinder dem med en række ubehagelig følelser, dels føler de en frygt overfor hvordan det skal gå dem, når de nu mangler en kirke. For der skorter ikke på advarsler om hvordan det kommer til at gå folk der ikke tilhører en kirke.
Det er heller ikke mit formål her at opfordre til at bruge nogle for mig mere positivt ladede betegnelser som "kirkeløste kristne" eller "kirkefrie kristne". Men for mange af dem, der er gået ud af et kirkesamfund og som føler at de er sluppet ud noget der minder om en sekt, så beskriver ord som løst og fri bedre deres forhold til kirken.
Hvorfor er det overhovedet interessant at diskutere disse betegnelser. Måske fordi det meget godt illustrerer to ting: For det første et forkert syn på hvad kirken er for en størrelse, for kirken er ikke kun den lokale menighed eller det ene kirkesamfund du netop tilhører, men noget meget større. For det andet så illustrerer det et af de traditionelle kirkesamfunds problemer. Nemlig det at sætte folk i bås ved blot at beskrive sig selv og andre ud fra ét enkelt prædikat. Eksempelvis: jeg er "folkekirke kristen", "frikirke kristen", og et utal af betegnelser for at man tilhører et bestemt kirkesamfund, eller jeg er "personlig kristen" for der er jo også "upersonlige kristne"? Og videre så er de andre måske "ikke-kristne", "kirkefremmede" og nu altså også "kirkeløse kristne".
Det er blevet så naturligt for os med disse prædikater at vi ikke finder det negativt, men lad mig gå tilbage til den tid hvor jeg tilhørte et bestemt kirkesamfund. Jeg kan huske situationer hvor jeg kom i samtale med eksempelvis kollegaer og hvor vi kom ind på noget om tro og Gud. Vedkommende kunne så på et tidspunkt spørge: "Er du troende?", hvortil jeg ofte ville svare: "Ja, jeg kommer i en pinsekirke...". Herefter ville samtalen gå på hvad det nu er pinsekirken tror på og hvad forskellen er mellem den og folkekirken. Oftest ville der ikke komme så meget mere ud af denne samtale, andet end at nu havde vi fået sat prædikat på hinanden, og jeg ville have lettet min samvittighed ved at have vidnet for endnu en i min omgangskreds. Det var så nemt at dække sig ind under at jeg troede på det samme som rigtig mange andre mennesker fra samme kirkesamfund.
Men hvorfor ikke i stedet fortælle vedkommende om hvad jeg personligt tror på og om mit forhold til Gud, fremfor at fortælle om hvad det kirkesamfund jeg tilhører siger at jeg burde tro på? I dag er jeg nødt til at fortælle om mine personlige relationer til Gud for jeg kan ikke og vil ikke længere dække mig ind under andres tro, og ja det føles mere ægte.
Jeg tror ikke jeg vil kunne leve et kristenliv uden fællesskab med andre kristne, men at dette fællesskab nødvendiggør medlemskab af et kirke er jeg helt uforstående for i dag. Faktisk har jeg på mange måder meget bedre og dybere relationer til flere kristne i forskellige sammenhænge i dag end da jeg tilhørte en menighed. Det er igennem de relationer af meget forskellig art, jeg dækker mit behov for at være kirke.
Desværre omtaler mange kirker stadigvæk deres kirkesamfund som er ét legeme, og alle andre som fætre og kusiner, ikke søskende. Men vi har jo behov for fællesskab med hinanden, da vi jo er ét legeme. Det kristne fællesskab findes heldigvis også på tværs af kirkesamfund og udenfor kirkesamfundene, og mit bud på fremtiden er, at netværket af sådanne relationer mellem kristne vil vokse og udgøre en større del af hvad vi forstår som kirken, den universelle kirke, Kristi legeme.
Tilhører du et kirkesamfund så behøver du således ikke at have ondt af mig fordi jeg nu skulle være "kirkeløs", men forhåbentlig har du fået en bredere forståelse af hvad kirken er igennem det jeg har delt med dig her, og måske også et ønske om at være med til at bryde grænser ned, vise større åbenhed og respekt for andre kristne.
Vi er Kristi kirke, og han er menighedens herre!